Glutenfri wraps

Spidskål rullet omkring økologisk pate, eller hvilken som helst kød eller fiskepålæg. En lækkerbisken snack og med en salat til udgør disse wraps et super måltid til dig, der gerne vil spise flere grøntsager og færre kornprodukter. Når du tænker frokost, tænker du sikkert madder eller sandwhiches med brød – men lidt kreativitet kan ændre på din opfattelse af måltiderne. Du kan bruge alle typer kål eller salater til at rulle omkring et stykke kød/fisk/æg – men kål er helt klart at foretrække, da det indeholder mere næring og fibre end salater.

Optimalt set skal du have både protein i form af kvalitetskød eller -fisk eller æg, kulhydrater i form af grøntsager (eller frugt i mindre mængder) og fedt i alle måltider, også som snacks. Den moderne menneskekrop fungerer ligesom vores jæger/samler-forfaders krop, som spiste naturlig, ikke-raffineret kost. Derfor er de fleste af os ikke i stand til at tolerere og nedbryde den moderne kost, der findes på hylderne i dag. Generelt set tåler vi ikke mælkeprodukter og kornprodukter, da det ikke var en del af vores oprindelige kost som jægere/samlere, og vi fungerer optimalt på en kost primært af grøntsager, kød, fisk, æg, nødder og bær. Nogle mennesker har udviklet sig til at tolerere korn- og mælkeprodukter, men langt de fleste vil kunne mærke en væsentlig forbedring i velvære og kropskomposition ved at spise den naturlige kost vi genetisk er skabt til at spise. Prøv det selv i et par uger, og jeg kan garantere at du vil mærke en positiv forandring i krop og sjæl.

Spidskål wraps med øko-pate og broccoli/avocado salat med hvidløgsdressing med molkosan, VILDT lækkert!!

Bon appetite :-)

One response so far

Køkken items: Molkosan

I denne serie vil jeg vise nogle af de items jeg altid har i køkkenet, og som jeg bruger til ALT muligt. Det kan være enten redskaber eller madvarer.

Her i første del vil jeg præsentere jer for noget som jeg er opvokset med, og som min mormor også havde i sit køkken. Det er Valleforce Alpedrik Original, som altid har heddet Molkosan, men for nogle år siden ændrede navn til Valleforce Alpedrik Original. Det er koncentreret ostevalle udskilt fra mælken ved fremstilling af ost ved fermentering med mælkesyrebakterer. Ostevalle har ved sit høje, koncentrerede indhold af mælkesyrebakterier også kaldet probiotika, en gunstig virkning på fordøjelsessystemet og giver en sund tarmflora. Det afhjælper luft i maven, oppustethed og fordøjelsesbesvær ved netop den gavnlige virkning i tarmmiljøet. Den findes også i en udgave med tilsatte urter, men jeg sværger til den originale udgave uden urter.

Jeg bruger Molkosan (som jeg stadig kalder det) til at lave salatdressing. Når man lige dufter til og smager på vallen, er det ikke ligefrem en fryd for sanserne, men denne dressing er altså verdensklasse og har høstet mange komplimenter gennem årene :-)

Til en stor portion: 2-4 pers.

3 spsk tidselolie (koldpresset økologisk)

1 spsk Molkosan

1-2 fed hvidløg, pressede

urtesalt og peber

Ganske enkelt og virkelig lækkert til alle typer salater.

Derudover hælder jeg altid et skvæt i min smoothie til at give den et probiotika-boost, man kan ikke smage det hvis doseringen er i orden.

Sidst men ikke mindst bruger jeg det til at rense huden med, som en slags skintonic. Den har en rensende effekt ved uren eller irriteret hud, den lindrer ved insektbid og plejer rifter og småskrammer.

Der er en smule lactose i, så hvis man er ultra lactoseintolerant skal man ikke indtage det. Jeg tåler det heldigvis ganske godt med min milde intolerance, og mærker at det gavner min mave rigtig fint!

Valleforce Alpedrik Original kan fås i Matas eller helsekostforretninger.

4 responses so far

Fedtopløselige vitaminer

Jeg har både skrevet om omega 3 og D-vitamin, og begge dele er relevant for denne blog. Sidste gang nævnte jeg noget om at tilføje olie til sine grøntsager, og have fedt i hvert måltid – hvorfor nu det?

Der er nogle vitaminer, der er fedtopløselige – dvs. at de kun kan optages i kroppen hvis der er fedt til stede. Disse vitaminer er A, D, E og K, og de findes i mange forskellige fødevarer såsom mange typer grøntsager, nogle frugter, indmad, fisk, fuldkorn, nødder og frø. De vitaminer der findes i fx. indmad, fisk og nødder, som indeholder de førnævnte essentielle omega- 3 fedtsyrer behøver man ikke bekymre sig for, om de nu bliver optaget i kroppen – de følges jo ned igennem systemet vitamin og fedt “hånd-i-hånd”. Men A- og K-vitamin, som findes i blandt andet spinat, kål, broccoli, asparges, ærter, gulerødder og nogle frugter som abrikoser, mango og ferskner – de skal have lidt hjælp i form af tilsat fedt.

Derfor, når du planlægger dine måltider, så overvej hvilken fedtholdig fødevare, du kan tilsætte for at hjælpe A, D, E og K til den bedst mulige absorption i kroppen. Mine forslag er blandede, grove salater med en god olie dressing, grøntsager med frø, kerner eller oliven drysset udover, frugt med en håndfuld nødder til og hjemmepressede grøntsags-og frugtjuices med et par dråber hørfrøolie i.

Jeg ELSKER salater, og hjemme hos mig er salaten aldrig kedelig, altid varierende og aldrig tilbehøret – men den væsentligste del af måltidet. Til inspiration får du her en opskrift på min yndlingsmåde at spise grøntsager på:

4 personer

Dressing:

3 spsk olie (fx hørfrø eller oliven)

1 spsk Valleforce alpedrik original (fås i Matas/helsekosten, ellers brug friskpresset citron)

hvidløg efter smag

urtesalt og peber

1 broccoli i små stykker, dampet

1 håndfuld Haricot verts, dampet

5-6 daddeltomater, halverede

1 courgette, i tern

1/4 spidskål/hvidkål/kinakål tyndt slicet

Evt. spirer drysset over

Dette er en grov salat, som jeg ynder at kalde det, fordi den indeholder grove grøntsager med masser af fibre. Jeg vælger courgette frem for almindelig agurk og kål i stedet for salatblade. Agurk og salatblade smager dejligt og kan sagtens bruges, men er mere vandige end mættende, i forhold til de grøntsager jeg har valgt til min salatopskrift.

Tilbehør til denne salat kan fx. være kylling eller fisk.

Velbekomme :-)

Glæd dig til næste gang, hvor jeg vil snakke lidt mere om fibre, og hvorfor de er så vigtige for os og vores sundhed og helbred.

No responses yet