Søndagsboller

Endelig! Endelig har jeg fundet ud af, hvordan jeg får lune hjemmebagte boller, som ikke medfører mavepine og “gravid”mave. Glutenfri og melfri og fuldstændig fantastiske!! :-)

Til ca 5-6 stykker

Sæt ovnen på 175 grader.

1 dl blandede nødder, fx mandler, hassel-, val- og paranødder (skal kværnes til mel)

1 dl blandede frø/kerner fx græskar- og solsikkekerner (skal kværnes til mel)

1/2 dl frø fx sesam-, hør- og chiafrø

2 spsk fibre (husk/psylliumloppefrøskaller)

1/2 tsk bagepulver

3/4 tsk salt

evt. 1 tsk kanel

evt. 2 tsk kværnede/mortede fennikelfrø

2 æg

1 spsk smør (smeltet)

Kværn nødderne og frøene/kernerne (minus den ekstra halve dl) til mel. Bland de andre tørre ingredienser i. Bland til sidst de 2 æg og det smeltede smør i og rør godt rundt.

Læg 5-6 klatter på en bagerist med bagepapir på, og bag i ovnen ca 20 minutter på 175 grader. Lad hvile lidt inden du nyder en overskåret med lidt god øko-smør på, mmmm :-)

Eller med peanutbutter, leverpostej og andet kød/fisk, til suppen eller bare helt uden noget.

Bon appetit :-)

 

 

15 responses so far

ChokoladekagEN!!!!!

Jeg har lavet et indlæg om denne type kage før men da fik du ikke den præcise opskrift med, det får du nu!

Jeg vil ikke tage hele æren for denne kage, jeg er stærkt inspireret af en opskrift – men sådan er det jo med alt. Vi kan ikke blive ved med at opfinde den dybe tallerken, vel? :-)

Denne kage er helt utrolig rig i smagen og meget mættende pga. de mange fibre fra dadler og nødder, så mange vil næppe få problemer med overspisning. Den holder længe i køleskabet, og bliver bare bedre for hver dag der går…. MEN jeg skal i hvert fald ikke have kage hver dag i en uge, så højt er mit aktivitetsniveau desværre ikke lige for tiden, at jeg kan gøre mig fortjent til det.

For selvom den er sund, uden alm. sukker osv – så er der stadig masser af naturligt sukker (kulhydrater) i fra de søde dadler.

VIGTIGT INFO: Sukker – uanset i hvilken form det kommer i, hvidt sukker, frugtsukker, sirup, brød, gryn, pasta osv. (alle kornprodukter/kulhydrater bliver nedbrudt til sukker i kroppen) – skal man gøre sig fortjent til, altså være fysisk aktiv for at indtage – medmindre man er ligeglad med at lagre det som fedt selvfølgelig! (NB: Grøntsager og visse typer frugter som fx. bær ryger ikke i samme kategori – de hører til i boksen “Fibre, antioxidanter, vitaminer, mineraler og fytokemiske stoffer”!)

Da jeg bor alene, som sagt ikke skal spise kage hele tiden, og da jeg har svært ved at lade det være (indrøm det, sådan har du det også ;-) ) – så er stategien at lave en mindre portion, der passer til mig og min chokoladetrang! Ok, here we go:

Bund:

1 dl blandede nødder eller frø/kerner (brug hvad du har, alt smager godt, fx mandler og solsikkefrø)

1/2 dl kakao (brug en god kvalitet – ikke discount her please!)

1 lille spsk kokosolie

et minimalt drys salt, yderste knivspids

Kør ingredienserne i en foodprocessor til en samlet masse, fordel i bunden af en lille kageform eller skål diameter ca 17-18 cm, som du har beklædt med bagepapir eller husholdningsfilm. Sæt i køleskabet, mens du laver fyldet.

Fyld:

300 g dadler eller daddelmasse (kan købes i grønthandleren og er meget billigere end hele dadler. Er desværre ikke øko, men her prioriterer jeg økonomi fremfor økologi)

1 dl kakao (igen GOD kvalitet)

1,5 store spsk kokosolie

1 tsk ren vanilie (ikke vaniliesukker, REN vanilliepulver eller skrab fra en stang)

Kør ingredienserne i foodprocessoren til en cremet masse, dryp evt lidt vand i mens du kører. (Kan afhænge af dadlernes tørhed/saftighed). Fordel massen jævnt ud over kagebunden, og sæt den i køleskabet igen.

Topping:

100 gram mørk chokolade minimum 70%, gerne med mint (det var denne, økologisk købt i superbrugsen), chili, ingefær osv…

Smelt ca 70 g sammen med en lille klat smør, ca en tsk og fordel ud over kagen.

Hak eller riv de resterende 30 g groft, eller eksperimenter med at lave flager ved at køre en stor kniv henover (Det er ikke nemt :-) ) – og fordel hen over kagen. Sæt i køleskabet et par timer eller i fryseren kortere tid.

Nydes kold og gerne med lidt syrlige bær eller andet friskt til – eller helt som den er: VIDUNDERLIG!!! Og så lige en god kaffe med mandelmælk til – eller en god pebermyntete. Passede perfekt til denne, der var med mintchokolade :-)

Bon appetit :-)

5 responses so far

RAW chokoladekage

Jeg lavede denne fuldstændig fantastiske chokoladekage i sidste uge sammen med min mor, og den holdt i rigtig mange dage. Ja den blev faktisk bare mere og mere lækker at stå i nogle dage i køleskabet. Den er RÅ, dvs. den er ikke bagt og den består af kakaopulver (det skulle have været rå kakao, men det havde jeg ikke.), kokosolie, dadler og vanille. Og bunden er malede nødder, kokosolie, kakao og salt. Det er den absolut bedste chokoladekage jeg længe har smagt!!!

Den første dag spiste vi den som den var, og den anden dag lavede jeg en jordbærsovs til at tilføre noget friskhed og syrlighed til den meget kraftfulde og søde kage. Jeg blendede frosne bær med en smule kogt vand, vanille og revet ingefær. Det smagte helt vidunderligt og passede så godt sammen. Ser det ikke bare sindssygt lækkert ud?

En af dagene lavede vi noget meget smart, nemlig daddel-figen creme, som fremover vil være min primære sødmekilde. Der kommer et indlæg med det senere, I promise! :-) Den creme blev vendt i flødeskum og serveret til kagen – ÅRH det smagte  for vildt! Har desværre ikke noget billede af det, men det så smukt ud!

Anbefaler en rigtig god kaffelatte lavet på kvali-bønner og fiftyfifty mandelmælk og risdrik, som denne beauty:

Hav en rigtig dejlig weekend,

Eva :-)

5 responses so far

Omega 3 er mega vigtigt

dec 30 2010 Published by under Sund livsstil

Vi hører tit om omega-3 fedtsyrer, men der findes også omega-6 og -9, som er ligeså vigtige for os. Omega-3 og -6 er essentielle fedtsyrer, som vi skal indtage fra fødevarer for at forblive sunde og raske. Dog skal vi have langt mere omega 3 end 6, da et ugunstigt forhold (mere omega 6 end 3) kan skabe inflammation i kroppen. Vi kan selv producere omega-9 i kroppen, så det skal du ikke bekymre dig om at indtage via kost eller tilskud.

De essentielle fedtsyrer er, som ordet antyder livsvigtige for os, da de spiller en stor rolle i mange af kroppens processer, bla. immunsystemet, cellerne, og til produktion af et hormonlignende stof der regulerer blodtryk, immunrespons, inflammation og fordøjelsessystemet. Omega-3 fedtsyrer har også en positiv effekt på hjernefunktion og kan være med til at afhjælpe adfærds-problemer og milde former for depression.

Du får omega-3 hovedsageligt gennem fede fisk, fiskeolie, hørfrø, hørfrøolie, valnødder, og omega-6 hovedsageligt gennem oliven, olivenolie, mandler, avocado og andre nødder og frø.

Sørg for at spise varieret og velafbalanceret, få fisk 2-3 gange om ugen, lidt vegetabilske olier og frø/kerner ud over grøntsagerne, nødder som snacks – så er du godt dækket ind med de essentielle fedtsyrer. Hvis du ikke spiser fisk eller af andre årsager ikke får din omega 3, så vil jeg anbefale at tage et tilskud fiskeolie. Et helt nyt produkt på markedet er samtidig anset for at være det bedste: PurePharma Omega 3. Denne kapsel har det højeste indhold af omega-3 og også af den bedste kvalitet. PurePharma er certificeret og har fået topkarakterer af IFOS (International Fish Oil Standards) med henblik på kvalitet, renhed og friskhed.

Så vær endelig ikke fedtforskrækkede! Få noget fedt – men den sunde slags fra fisk, frø, kerner, nødder og omega 3 olier. Også gerne økologisk smør og fløde, der dog mest er mættet fedt – men det skal vi også have!

Næste blog vil handle om, hvorfor det ikke bare er lækkert, men også en rigtig god idé at dryppe lidt olie ud over dine grøntsager. Hvorfor er det vigtigt af få fedt til alle måltider? Det kan du fundere lidt over, og glæde dig til at få svaret næste gang :-)

No responses yet