Hvor skal jeg begynde….? Jeg nærer SÅ mange følelser omkring dette emne, at det gør det rigtig svært for mig at få det formuleret på skrift. Det var et blogindlæg, der inspirerede mig til at få mine følelser og tanker ned nu. Jeg er ikke enig med alt hvad hun skriver, men jeg kan relatere til det med at have kvindelige former og føle sig forkert. Og jeg kan nikke genkendende til at være bange for at blive dømt af andre, da jeg er en kurvet sundhedsprofessionel i en verden, hvor “Strong is the new Skinny”, hvilket i virkeligheden betyder “Du skal være slank, tonet og have en lav fedtprocent”! Jeg har snakket rigtig meget med min kære veninde Malene om de forskruede skønhedsidealer, og vi er begge meget passionerede fortalere for et paradigmeskifte! Læs Malenes indlæg her.
Lige siden jeg begyndte at danne kvindelige former som 12-13 årig, har jeg følt mig forkert. Selvom jeg så andre der lignede mig, så var det jo ikke den kropstype der blev vist i bladene og i tv. En årrække hvor jeg som ryger var nede og passe tøj i str 34-36 følte jeg mig stadig forkert, fed, syntes jeg havde for store lår, for stor røv og for små bryster. Da jeg stoppede med at ryge som 22 årig, måtte jeg skifte hele min garderobe ud til en str 40-42 – og mon ikke jeg følte mig VILDT fed og grim på det tidspunkt!
Jeg har de sidste 5-6 år kæmpet for at komme til at passe den pose tøj nede i kælderen med mærket ”for småt” – og samtidig arbejdet med selvudvikling og anerkendende arbejde med accept og værdier. Jeg har oven i købet ”prædiket” om selvaccept overfor andre, men har i 90% af tiden overhovedet ikke efterlevet det selv! Jeg har HADET min krop, og har stadig sammenlignet mig med modellerne i bladene, filmstjerner, fitnessmodeller osv osv – ”hvorfor ser jeg ikke sådan ud, hvorfor sker der ikke noget med min krop, jeg lever jo så sundt??” Sidste år blev posen smidt ud, men tankerne og følelserne om forkerthed var der stadig – og det lever faktisk stadig lidt i mig.
DET SKAL VÆRE SLUT!!!
Jeg har været hjernevasket til at tro, at jeg var fed, grim og forkert, fordi jeg ikke ligner modellerne i medierne, de tynde, slanke, tonede og muskuløse. Med perfekt hud, hår og teint – næsten som dukker! Vi er hele vores liv blevet indoktrinerede med et totalt forvrænget kropsideal, som kun en minimal procentdel af verdens befolkning naturligt har – det er derfor de er modeller! Et andet problem er jo så, at selv de slanke og tynde bliver retoucheret og manipuleret – for det skal være PERFEKT!! Perfekt???
En anden problematik af denne ekstreme fokus på kropsideal og udseende er, at de naturligt slanke kvinder med mindre eller ingen former i disse dage skal kæmpe med den omvendte hetz: ”Rigtige kvinder har former” – Excuse me, hvem fanden har bestemt, hvad der er rigtigt og forkert??
Jeg har i øvrigt stor respekt for dem, der dedikerer alt sin tid og energi på at træne, spise og leve med henblik på at minimere sin fedtprocent og maksimere sin muskelmasse for at deltage i konkurrencer osv. Og jeg håber for dem, at de gør det af kærlighed til sig selv, og med respekt for andre, der ikke lever den samme livsstil.
Der hvor kæden hopper af for mig, det er når fantastiske og smukke kvinder tror de er fede og grimme, fordi de konstant bliver bombarderet med skjulte/åbenlyse budskaber som”Du er ikke god nok, førend du har en minimal fedtprocent, har en perfekt hud, synlige mavemuskler etc etc…” fra diverse medier. Nej, billederne siger ikke ordene, men ved at promovere det kropsideal, bliver vi konstant mindet om, at det er sådan vi nok bør se ud. Det er de tanker og følelser jeg hører om og om igen hos veninder, klienter og mig selv indtil for nylig – og som stadig rumsterer.
Jeg befinder mig i en branche, som alt for længe har handlet om udseende før velvære. Det har handlet om at komme ned under en vis fedtprocent, at komme af med appelsinhud og topmave – om at komme til at SE ANDERLEDES UD!
DET SKAL VÆRE SLUT!!! Jeg vil i hvert fald ikke være med til at vedligeholde det fokus.
For mig handler det om SUNDHED og VELVÆRE, det handler om at FØLE sig sund, rask, have energi og overskud, at HAVE det fantastisk! Det handler om at elske sig selv, at acceptere sig selv betingelsesløst uanset hvad! Det handler om at omfavne alle kropstyper og former! Vi er alle smukke mennesker, når vi har det godt, er glade, positive og raske og udstråler sundhed og velvære. DET er for mig den ægte SKØNHED!
Når du fokuserer på dit velbefindende og dit helbred, og når du fokuserer på at elske dig selv, som du elsker dine kære – så vil jeg vove at påstå, at du helt af dig selv vælger en sund og hensigtsmæssig livsstil, som ærer og nærer din krop og sjæl. Selvhad fører til uhensigtsmæssig og usund adfærd.
Det kommer bestemt ikke fra den ene dag til den anden, ” Nå nu elsker jeg lige mig selv og så bliver alting godt” – jeg er der sgu heller ikke endnu. Men jeg vil simpelthen ikke finde mig i at være en del af den overfladiske kropsdyrkelse og hjernevask, og jeg har tænkt mig at arbejde SÅ hårdt på at blive head over heals in love with my self
Og det har bestemt intet at gøre med at være selvfed og egocentreret på en måde, der skubber folk væk fra dig – nej det er positiv anerkendelse af dit værd som menneske, ikke dit udseende! Og når du elsker dig selv, vil du tiltrække smukke mennesker og gode ting i dit liv!
Jeg har lige set en dokumentar, som nærmest har ændret mit liv, Hungry for Change. (Du kan stadig nå at se den gratis til og med den 31. Marts – GØR DET!!!!!). Denne film er så sindssygt vigtig, af mange grunde, og den har inspireret mig på så mange planer. Men noget som relaterer til dette indlæg, er en affirmation, som bliver nævnt i slutningen af filmen. Den har jeg tænkt mig at tage til mig, i min egen proces hen til ubetinget selvkærlighed. Måske er det noget du kan bruge i din proces, og helt automatisk handle og navigere hensigtsmæssigt og kærligt for din sundhed og lykke.
Jeg elsker og accepterer mig selv ubetinget lige nu og her!
Skriv det på en seddel, hæng det på dit spejl og sig det til dig selv hver dag! Bliv ved indtil det føles ægte helt ind i hjertet, og du kan mærke den sprudlende kærlighed ud i alle celler
Et andet sted du kan starte, er med kærlighedserklæringer i form af næring:
- Økologiske grøntsager og frugter
- Økologiske fedtstoffer, fx koldpressede jomfruolier, oliven, kokos, hørfrø. Nødder og frø.
- Frisk fisk, økologiske æg og kød fra fritgående, græsfodrede dyr
-for bare at nævne de mest nærende fødevarer. Når du spiser og lever ud fra et ønske om at nære og ære dig selv, letter den “tåge” som junkmad medfører. Du vil begynde at mærke din krop, mærke hvad du har godt af og hvad du har mindre godt af. Du vil opleve den gode cirkel af hensigtsmæssig og kærlig adfærd, som afføder accept og kærlighed, som igen medfører den sunde livsstil. Det er min påstand, jeg håber du vil prøve det af
Jeg glæder mig til at læse, hvad du tænker efter dette indlæg – kvinde og mand!
Kærlighed fra mig til dig
Eva