Archive for the 'Glutenfri bagværk og -brød' category

Hvorfor gå glutenfri?

Som en lille service, til dem der stadig er lidt i tvivl om hvad gluten egentlig er, og hvorfor nogle ikke spiser det, så kommer her lidt info omkring gluten:

Hvad er gluten?

Gluten er et protein der findes i de fleste kornsorter, rug, havre, byg, spelt og mest i hvede. Gluten er det stof, der er med til at få brød til at hæve. Gluten er også et stærkt allergen, der kan skabe inflammation i mave-tarmsystemet.

Hvilke fødevarer er der gluten i:

  • Brød
  • Mel
  • Gryn
  • Korn
  • Morgenmadsprodukter
  • Musli
  • Pasta
  • Bulgur
  • Couscous
  • Perlespelt, -byg, -rug
  • Kager, kiks, slik
  • Alle fødevareprodukter med tilsat mel (ofte hvedemel), det kan være færdigretter, sovser, pålæg
  • Dvs. de fleste forarbejdede fødevareprodukter, der kommer i en pakke/pose/embellage med en lang varedeklaration

 

Glutenallergi, -intolerance, -sensitivitet, cøliaki

Der er forskellige grader af overfølsomhed for gluten, og langt de fleste vesterlændinge er glutensensitive uden at have en lægelig diagnose. Cøliaki er en auto-immun sygdom, en kronisk inflammation af tyndtarmen, der bliver ødelagt af gluten, og man kan derved ikke fordøje maden ordentligt eller optage næringsstoffer.

Undersøgelser viser, at gluten har følgende negative virkninger på kroppen

  • Inflammation i kroppen og hjernen
  • Er relateret til autisme og ADHD
  • Gigt
  • Depression
  • Sænker stofskiftet
  • Forværrer symptomer ifb. med overgangsalderen
  • Øget degenerering af huden, dvs. rynker
  • Øger stresshormonet kortisol og kan dermed øge fedtdeponering

 

Alternativerne?

Der findes masser alternativer til de fødevarer der indeholder gluten, se bare indholdet af bagværk på denne blog :-)

De glutenfri “korn”, som findes i hele frø, gryn og mel:

  • Quinoa
  • Hirse
  • Boghvede
  • Fuldkornsris
  • Majs

Og ellers, spis naturlige, så uforarbejdede som muligt, økologiske fødevarer som grøntsager, frugt, kød, fisk, æg, nødder, frø, fede mejeriprodukter som smør og fløde, og de ovennævnte glutenfri “korn”.

Hvordan går jeg glutenfri?

Det kan kræve noget tilvænningstid, men et godt tip er, at tage ét skridt ad gangen. Vælg én fødevare at tage ud af kosten, erstat med noget glutenfrit og væn dig til det. Det bedste er at erstatte det med flere grøntsager, for det får den almindelige dansker alt for lidt af. Når jeg skriver “erstat med noget glutenfrit” mener jeg ikke de forarbejdede glutenfri fødevareprodukter. De er møgdyre, ikke særlig næringsrige, og det er meget sundere at vælge grøntsager i stedet. Andre alternativer:

  • Pasta: Quinoa, brune ris
  • Brød: Glutenfri/melfri hjemmebag, se opskrifter her
  • Gryn: Quinoa, hirse, boghvede
  • Mel: Quinoa, hirse, boghvede, fuldkornsris, majs

Jeg spiser selv glutenfrit, fordi jeg har det bedst med det. Min krop fungerer bedst uden kornprodukter, og så får jeg en mere næringsrig kost fordi jeg får flere grøntsager ind. For mit eget vedkommende, men også for mine klienters, spørger jeg altid: Hvad står brød/korn i vejen for? Hvordan kan man få mere næring ind i sin daglige kost? Brød, pasta, gryn osv fylder enormt meget på tallerkenen (og i maven), og står dermed i vejen for de næringsrige fødevarer. Grøntsager og de glutenfri “korn” er sprængfyldte med næringsstoffer, vitaminer, mineraler og fytokemiske stoffer (anti-oxidanter og “helbredende” stoffer) og fibre i forhold til almindelige glutenholdige kornprodukter. Så om ikke andet, så kan man gå glutenfri for at få mere næring ind i sin kost.

Jeg håber du lærte lidt, og ellers er du velkommen til at stille spørgsmål eller kommentere og jeg vil svare efter bedste evne :-)

Læs også mine kloge kollegers indlæg om gluten på sundere.org, hvor jeg har lånt billedet fra :-)

God dag,

Kh Eva

ps. Se her for glutenfri opskrifter!

 

kilder: www.westonaprice.org, www.charlespoliquin.com

4 responses so far

Softkernebrød

…ikke at forveksle med softkerneRUGbrød! For der er intet rugmel i dette brød, eller noget andet mel for den sags skyld. Det er udelukkende lavet på kerner, frø og nødder, og er derfor glutenfrit og samtidig meget blodsukkervenligt.

Der har floreret utallige udgaver af sådan et “Paleo rugbrød”som det er blevet kaldt, så jeg kan ikke tage æren helt for opfindelsen. Men denne opskrift er helt min egen :-) Hav god tid til dette brød, da det tager ca 3-4 timer før det kan spises.

 

1 brød og 4 boller

1 dl hørfrø

1 dl sesamfrø

1 dl chiafrø

1 dl hel boghvede

1 dl græskar (grofthakket)

1 dl solsikkekerner (grofthakket)

5 dl vand

2 dl mandler (kværnes til mel)

1/2 dl fibre (psyllium loppefrøskaller)

4 tsk salt (strøgne)

1 johannesbrødbælg (kværnet til mel. Alternativt 1 spsk carob eller øko ahornsirup.) Læs mere om Johannesbrød i mit indlæg her!

1 spsk fennikelfrø (kværnet/mortet)

50 g smør

6 æg

Grofthak græskarkerner og solsikkekerner i en minihakker/kværn. Hørfrø, chiafrø, sesamfrø, boghvede, græskar- og solsikkekerner sættes i blød i 5 dl vand i ca 45 minutter.

Sæt ovnen på 160 grader.

Kværn mandlerne, johannesbrødbælgen og fennikelfrø til mel. Put i en skål og mix med saltet og fibrene (=de tørre ingredienser!)

Smelt smøret. Tilsæt de tørre ingredienser skålen med de udblødte frø og kerner, det smeltede smør, æg og rør det hele godt sammen.

Hæld det meste (ca. 3/4) i en brødform beklædt med bagepapir, og læg resten af dejen som bolleklatter på en rist med bagepapir. Brødformen kan du stille i midten af denne rist og bag det hele sammen.

Efter 30 minutter vender du bollerne. Efter 60 minutter tager du bollerne ud, de er færdige. Brødet vender du ud af formen og bager videre på risten, 15 minutter med bunden opad og 15 minutter bunden nedad. Altså brødet skal have 1,5 time i alt.

Lad det hvile i minimum 30 minutter inden du skærer i det.

Det smager jo fantastisk bare med lækker økosmør på, men ellers kan jeg forestille mig det med alt pålæg, uuh oldschool makrel + agurk eller leverpostej + agurk :-)

Eller ristet med smør der smelter :-)

Eller TADAAA, med hjemmelavet pålægschokolade!

Jeg har delt mit brød i to og smidt halvdelen i fryseren, så har jeg til længe endnu.

Bon appetit!

 

 

7 responses so far

Gurkemejepandekager

Dette er en videreudvikling af 5 minutters banan-snack opskriften til en mere nærende og mættende morgenmadspandekage. Jeg har fundet frisk gurkemejerod på mit arbejde (inco), som smager fuldstændig vidunderligt i stort set alt, hvad jeg laver med det. Og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at rive lidt i en pandekagedej, uden mel selvfølgelig ;-) og med revet gulerod også.

Til ca 7-8 små pandekager

1 stor banan

1 stor gulerod

3 æg

2 stk gurkemejerod, ca 5 cm

1 dl mandler

1 spsk hørfrø

vanille, kardemomme, kanel

lidt salt

3 små spsk kokosolie (gem noget til at stege 2. og 3. omgang)

Mos bananen, riv guleroden og riv gurkemejeroden ned i en skål. Tilsæt æg og rør godt rundt. Kværn mandler og hørfrø i en minihakker/grinder eller finthak med en kniv. Lad nogle stykker være grofthakket. Op i skålen. Tilsæt krydderierne og saltet. Smelt kokosolien og hæld det meste op i skålen og rør godt rundt, lad en del kokosolie være tilbage på panden. Hæld 2-3 klatter på panden ad gangen og steg dem gyldne og fine.

De smager FANTASTISK  som de er, men helt guddommelige med en daddel-gurkemeje marmelade jeg lavede til:

Ca 5 dadler eller tilsvarende mængde i daddelmasse

Saft og skal af 1/2 citron

ca 5 cm gurkemejerod revet fint

En smule vand eller Kombucha til at samle det

Blend alle ingredienser til en samlet masse, ikke for flydende.

Voila – frisk, tilpas sødt og helt vidunderligt! :-D Og så med en klat peanutbutter til også, mmmmm!

Smagte også lige lidt på nogle gulerodsboller jeg havde bagt i går – samme opskrift – men med en del mere frø/kerner i (solsikkekerner og græskarkerner) – NØJ det passede helt vildt godt sammen!

Bon appetit :-)

SUNDHEDSTIP:

Gurkemeje er i familie med ingefær og er utrolig sundt. Det er det aktive stof Curcumin i gurkemeje, der har særligt helbredende egenskaber, som fx.

  • Anti-inflammatorisk
  • Anti-oxidant
  • Anti-bakteriel
  • Anti-virus
  • Anti-fungal
  • Anti-cancer
  • Godt mod gigt, diabetes, allergier, Alzeimers og andre kroniske sygdomme

“Curcumin has been shown to exhibit antioxidant, anti-inflammatory, antiviral, antibacterial, antifungal, and anticancer activities and thus has a potential against various malignant diseases, diabetes, allergies, arthritis, Alzheimer’s disease and other chronic illnesses.” Curcumin: The Indian Solid Gold, 2007

 

 

2 responses so far

Gulerodsboller

Så er der boller på bloggen igen – nu med gulerødder! Da jeg var barn elskede jeg min mors nybagte gulerodsboller med smør på, mmm! Men i dag kan jeg bedst lide mine egne boller, bagt uden mel og gær – ligesom min mave elsker det :-)

Ca 6 stk

Sæt ovnen på 175 grader

2 små gulerødder

2 håndfulde mandler

2 spsk chiafrø

2 spsk hørfrø

2 æg

1/2 tsk salt

1 spsk smeltet smør

Evt. 2 tsk fennikelfrø (mortet)

 

Bland alle ingredienserne i en foodprocessor og kør indtil det hænger godt sammen, det bliver ikke som en alm. dej, men en våd masse.

Læg 5-6 klatter på en bagerist med papir på og bag i ovnen i ca 18-20 minutter. Efter 15 minutter vend dem om så du sikrer gennembagning. Disse boller er stadig en smule fugtige inden i pga. gulerødderne, men dont worry, de er færdige :-)

Nydes som de er – helt fantastiske :-) eller med smør, peanutbutter eller andet lækkert!

Med et blødkogt æg til måske?

Bon appetit :-)

36 responses so far

Johannesbrød-boller

I inco, hvor jeg arbejder, kan jeg finde de sejeste fødevarer – og forleden fandt jeg Johannesbrød. Det er en tørret bælgfrugt også kaldet Carob, som man kan få i helsekoster som stødt pulver. Johannesbrødbælge er fiberige og meget søde og ser sådan ud:

En hurtig google translation af en tekst siger:

“Bortset fra at kunne tygges som en sød snack, bearbejdes johannesbrødtræets bælg til kakao-lignende mel, der føjes til koldt eller varmt mælk som drik. Det er blevet kombineret med hvedemel til at lave brød eller pandekager. Det har højt fiberindhold og er blevet anvendt i morgenmadsprodukter. Den finere mel er også lavet til konfekturevarer, især brugt i slikbarer. Groft formalede bælge og kogt i vand giver en tyk, honning-lignende sirup eller melasse.
Frøene udgør 10 til 20% af bælgen. De bruges i industrien som stabilisator og fortykningsmiddel i bagværk, is, salatdressinger, saucer, ost, salami, bologna, dåsekød og fisk, gelé, sennep og andre fødevarer. Frøet Remanensen efter gummiekstraktion kan bruges i en stivelses-og sukker-fri mel med 60% proteinindhold til diabetikere.
Indeholder op til 72% naturligt sukker per 100 g, 7,7 g fibre per 100 g og 4,5 g protein per 100 g.”

Jeg prøvede mig frem, og ud af mit eksperiment kom fantastisk lækre og søde boller. Faktisk helt kage-agtigt, og jeg vil derfor prøve at bruge dem i konfekt og kage i nær fremtid. Og müslidrys!! Da jeg kværnede bælgene, smagte jeg lige på det – og det smagte som det ymer-rugbrøds-drys jeg fik som barn over A38 :-D Det var sødt, maltagtigt, fiberrigt og rugbrødsagtigt – superskønt!

Ok, her kommer opskriften på bollerne:

4 stk

Sæt ovnen på 175 grader

2 Johannesbrødbælge

1 dl mandler

1 spsk chiafrø

1/2 dl valnødder

1/2 tsk salt

2 æg

1 spsk smeltet smør

 

Bræk bælgene i mindre stykker og tag de små frø ud. De er for hårde til at kunne kværnes. Kværn bælgene i en minihakker/grinder/foodprocessor og hæld op i en skål. Kværn mandler til mel og hak valnødder groft, og bland op i skålen med alle de øvrige ingredienser.

Læg 4 klatter på en bagerist med bagepapir og bag midt i ovnen ca 20 minutter. Efter 15 min. kan du evt vende bollerne for at sikre gennembagning.

Og voila :-)

Kan nydes som de er – da de er så søde og gode ligesom kage – eller med smør på ;-) eller peanutbutter, mmm!

Eller sådan her, hvor jeg associerede til en favorit som barn: svensk maltbrød med ost, så bare uden ost :-)

Bon appetit :-)

5 responses so far

Older posts »